Miniprojekt i Programmering (MIP).

Tillægsopgave forud for omeksamen.

Dat1 og SW3, februar 2010.

Studerende, som skal til omeksamen i MIP, forventes at udføre et mindre programmeringsarbejde i forlængelse af den ordinære MIP programmeringsopgave. Eksamen vil primært bestå i en samtale om det program, der er skrevet forud for omeksamen. Sekundært vil der om nødvendigt kunne stilles spørgsmål i det oprindeligt afleverede program. Programmeringen forud for omeksamen skal udføres individuelt. I øvrigt henvises til rammerne for MIP.


I denne opgave udvides klassen Salgskartotek. Det forventes at klassen Salgskartotek, forud for udvidelsen, understøtter oprettelsen af et tomt salgskartotek via en parameterløs konstruktor. Det forventes også at der findes en metode, som tilføjer et køretøj til salgskartoteket. Der kan naturligvis også være andre eksisterende metoder i klassen.

Det udvidede salgskartotek, som kaldes SalgskartotekMedKøbsønsker, bør arve fra den eksisterende klasse Salgskartotek. Udvidelsen af klassen Salgskartotek består i, for hvert køretøj k i salgskartoteket at registrere/lagre alle de købsønsker i købskartoteket, som matcher k. Når et køretøj k indsættes i salgskartoteket, gennemsøges købskartoteket således med henblik på udtræk af alle de købsønsker, der matcher k. Sammen med k indsættes disse købsønsker i det udvidede salgskartotek.

SalgskartotekMedKøbsønsker bør have en konstruktor, som overfører en reference til købskartoteket. På denne måde får det udvidede salgskartotek umiddelbart adgang til købsønskerne i købskartoteket.

Metoden, som tilføjer et køretøj k til det udvidede salgskartotek, skal finde og registrere/lagre alle købsønsker, som matcher k.

Klassen SalgskartotekMedKøbsønsker bør også have en metode, som returnerer alle lagrede/registrerede købsønsker af et givet køretøj.

Endelig bør der være en metode, som opdaterer/genopfrisker det udvidede salgskartotek i forhold til det aktuelle indhold af købskartoteket.

I det udvidede salgskartotek vil det være en attraktiv mulighed at anvende et Dictionary<Køretøj, List<KøbsØnske>> til repræsentationen af sammenhængen mellem et køretøj k, og samlingen af matchende købsønsker for k.


Der afleveres to udskrifter af den nye klasse, og to CD'er med det samlede program. I øvrigt følges anvisningerne i den oprindelige MIP opgave.